Der ligger et stort uudnyttet potentiale i samarbejdet mellem kommuner og socialøkonomiske virksomheder, når det gælder sikringen af fremtidens arbejdsmarked

Af Kamille Ebbe, leder af Special Minds og Vækstpark for Socialøkonomi

I Danmark taler vi ofte om treenigheden: Stat, marked og civilsamfund. Men spørgsmålet er, om der er behov for et fjerde ben, nærmere bestemt socialøkonomi – som en samlebetegnelse for de virksomheder, der agerer på almindelige markedsvilkår, men som adskiller sig ved at være non-profit og i stedet investere overskuddet i virksomhedens sociale-, sundheds- eller miljømæssige formål. Det kan for eksempel foregå ved at ansætte udsatte borgere, som ellers er i fare for at glide helt ud af arbejdsmarkedet.

Sagen er, at vi lige nu står et sted, hvor kommunerne er ude i konstante spareøvelser, hvor jobcentrenes fremtid er uvis, og hvor virksomhederne skriger efter arbejdskraft. Der er kort sagt brug for, at vi får nytænkt vores beskæftigelsesindsats.
Her melder de socialøkonomiske virksomheder sig som en oplagt del af den samlede løsning. Men det kræver, at vi får øje på det, som jeg tillader mig at kalde det uudnyttede potentiale.

Skyggetilværelse
I dag findes der talrige eksempler på socialøkonomiske virksomheder, som udfylder en vigtig rolle i vores fælles samfundsbestræbelse på at skabe så rummeligt et arbejdsmarked som muligt.
Lad mig nævne to eksempler fra Den Sociale Udviklingsfond, som jeg selv repræsenterer:
I Aarhus driver vi Café Frida, som umiddelbart ligner en klassisk dansk storbycafé, men som samtidig fungerer som et afklaringstilbud for sårbare unge med forskellige psykiske og sociale problemstillinger. I Special Minds IT er det IT-konsulenter med en autismeprofil, der løser opgaver indenfor datahåndtering, test og webtilgængelighed for virksomheder og organisationer. Special Minds IT har desuden en kompetenceafdeling, som hjælper jobcentre med at afklare borgernes arbejdsevne.

Fælles for de unge i Café Frida og IT-konsulenterne i Special Minds IT er, at det er mennesker, som ofte har brug for støtte eller fleksible og rummelige rammer for at fungere i job eller finde vej til det. Og det er det, de socialøkonomiske virksomheder kan. Alligevel kan vi konstatere, at socialøkonomien i alt for høj grad fører en skyggetilværelse, og hvis man siger ’socialøkonomi’ i et middagsselskab, så er det højst sandsynligt kun et fåtal, som ved, hvad begrebet dækker over. Den slags har det med at føre til myter og misforståelser.

Klar til job
Fra tid til anden møder jeg folk, som spørger, om ikke der allerede findes masser af socialt ansvarlige virksomheder, som leverer præcist det samme som det, de socialøkonomiske virksomheder slår sig op på. Helt så enkelt kan det ikke stilles op.

I modsætning til de socialt ansvarlige virksomheder – som vi ikke kan få for mange af – så er det kendetegnende for de socialøkonomiske virksomheder, at de har specialiseret sig i bestemte målgrupper og oveni står for at skabe arbejdsevneafklaring. I de bedste tilfælde kan det vise sig at være en hurtig og effektiv vej til anden beskæftigelse eller et fleksjob i andre virksomheder.

Samtidig er det afgørende at forstå, at socialøkonomiske virksomheder ikke er sat i verden for at generere et overskud, men udelukkende har til formål at fremme sociale-, sundheds- eller miljømæssige formål – for eksempel i sikringen af fremtidens arbejdsmarked, som vi alle er så afhængige af.

Kendskabet skal styrkes
Skal myter som førnævnte aflives, så forudsætter det, at kendskabet til socialøkonomien udbredes endnu mere, end det er tilfældet i dag. Og her må vi, der arbejder indenfor det socialøkonomiske felt, kigge indad og spørge os selv, om vi i tilstrækkelig grad får fortalt, hvad det er, vi kan. Får vi for eksempel bredt historierne ud om de socialøkonomiske virksomheder, som hjælper borgere tilbage på arbejdsmarkedet?

Samtidig bør kommunerne spørge sig selv, om de får det fulde udbytte ud af samarbejdet med de socialøkonomiske virksomheder, eller om det er bekymringen for den førnævnte konkurrenceforvridning, der spiller ind.

Derved er jeg tilbage ved min pointe om socialøkonomien som samfundets fjerde ben – et ben, der skal bidrage til at understøtte det, som er vores alles fælles målsætning, nemlig at skabe et samfund, der er mere bæredygtigt ved at lade de social økonomiske virksomheder bidrage med deres specialviden samt udnytte muligheden for at skabe flere arbejdspladser til folk på kanten af arbejdsmarkedet.

Læs flere indlæg