Et fælles maskinrum

Faktum er imidlertid, at landets kommuner i for ringe grad evner at bringe de socialøkonomiske virksomheder ind som medspillere og se bredt på den løsning, som disse virksomheder kan levere.

– At arbejde er en af de mest virksomme veje til at skabe udvikling for det enkelte menneske. Du bliver en del af noget, hvor du producerer og er til nytte. Du får en arbejdsidentitet – en ny fortælling om dig selv. Netop dét er de socialøkonomiske virksomheder dygtige til, og derfor skal kommunerne i langt højere grad invitere de socialøkonomiske virksomheder med ind i udviklingsrummet, så deres viden og praksis kan bidrage til at løse de sociale problemer, siger Dorte Bukdahl.

Farvel til siloen

Et sådant sporskifte kræver ifølge Dorte Bukdahl, at der i højere grad åbnes for en partnerskabstanke, hvor den socialøkonomiske virksomhed ikke er underleverandør, men hvor man i et ligeværdigt samarbejde skaber løsninger. Det kræver ændringer på flere planer, fremfører hun. Kulturelt, organisatorisk og økonomisk.

– I kommunerne er der brug for, at de forskellige forvaltninger kommer til at interessere sig mere for hinandens bundlinjer. Det er mange kommuner  dårlige til.  Men vi skal gerne derhen, hvor indkøbschefen og beskæftigelseschefen også interesserer sig for den sociale bundlinje, siger Dorte Bukdahl.

Helhedsorienteret blik

Der er, påpeger hun, behov for en anerkendelse af, at der ikke kun skal måles på beskæftigelse, men også  på den sociale værdi, som skabes i de socialøkonomiske virksomheder. For eksempel når det  lykkes for den socialøkonomiske cateringvirksomhed Ishtar på Nørrebro at få skabt et arbejdsfællesskab for etniske kvinder, hvor mange primært taler arabisk og aldrig før har været i job.

– Det kan godt være, at produktionen i køkkenet ikke altid er effektiv, og at nogle af kvinderne ikke formår at komme videre i ordinær beskæftigelse i andre virksomheder – selv om det er målet. Men nogle af kvinderne vil efter praktik eller forløb få et lønnet job i Ishtar. Og alle kvinderne bliver med indsatsen nye rollemodeller for deres børn, arbejdet styrker deres selvstændighed og frigørelse og den generelle integration af familien i Danmark. Ikke alle bundlinjer vægter i jobcentret. Her er der brug for et helhedsorienteret blik på de mange bundlinjer i kommunen, som styrkes ved indsatsen.

Vil se nye udbud

Med det afsæt opfordrer Dorte Bukdahl også til, at kommunerne begynder at formulere udbud på en ny måde:

– Vi skal væk fra, at kommunerne udbyder en løsning. De skal udbyde et problem og bringe det i spil, så den socialøkonomiske virksomhed kan tænke med på løsningen. Hvis et jobcenter udbyder et problem, byder de op til dans: ”Vi har et problem med unge misbrugere, som hverken kommer i uddannelse eller job. Lad os samarbejde om, hvordan vi løser det”. 

Pilen peger begge veje

Men det er så langt fra kun kommunerne, som skal udvise større åbenhed overfor de socialøkonomiske virksomheders løsninger. De socialøkonomiske virksomheder skal også blive bedre til at træde ind på den kommunale banehalvdel.

– Socialøkonomiske virksomheder skal blive skarpe på kommunens perspektiv. I mange tilfælde er de ikke klædt på til at spille ind i kommunernes agendaer. Du er nødt til at forstå, hvad kommunen er for en størrelse, og hvordan man samarbejder med en kommune, siger Dorte Bukdahl.

Det kræver evnen til at skabe relationer på flere planer.

– Du skal både kunne drikke kaffe med borgmesteren og have den tætte dialog med den visiterende sagsbehandler, som skal kende til dit sted og din indsats. Og nok så vigtigt, så skal du finde vej ind på det ledelsesmæssige midterniveau i kommunen.